SAMTALE MED NORDJYLLANDSFONDENS FONDSDIREKTØR BO UGGERHØJ

Artiklen bygger på et interview med Bo Uggerhøj, administrerende direktør i Nordjyllandsfonden. Redaktion af not a box (Torben Bundgaard Vad og Mille Marie Barfoed Backhausen) samt Thomas Alslev Christensen.


Nordjyllandsfonden vælger at give plads: Tilbageholdenhed som strategisk princip 


Nordjyllandsfonden har valgt en position, der går imod en central strømning i moderne filantropi. Fonden vil gerne kvalificere projekter, men den vil ikke eje dem. Bag tilbageholdenheden ligger en skarp analyse af magt, additionalitet og den pris, der følger med, når den aktør, der har pengene, også vil definere løsningen. 


Tilbageholdenhed som strategisk valg 

Når fonde taler om impact, handler det ofte om at komme tættere på problemet, tættere på partnerne og tættere på den forandring, kapitalen skal skabe. Nordjyllandsfonden har valgt en anden position. Fonden er ansøgningsbaseret, den går som udgangspunkt ikke ind og designer projekterne, og den lader ansøgerne definere deres egne succeskriterier. 

Det kan ved første øjekast ligne en traditionel uddelingsmodel. Så enkelt er det langt fra. I interviewet med fondsdirektør Bo Uggerhøj bliver det tydeligt, at tilbageholdenheden er et bevidst strategisk valg. Den bygger på en enkel magtanalyse: Den, der har pengene, kan ikke tale neutralt. 

“Vi er meget bevidste om, at vores input har en særlig vægt, fordi vi sidder med pengene. Derfor skal vi også være varsomme med at pege projektet i en bestemt retning. Det er deres projekt, og det er vores opgave at understøtte det - ikke at overtage det" siger Bo Uggerhøj. 

Det er en stærk indvending mod en dominerende forestilling i strategisk filantropi, nemlig at mere involvering automatisk giver mere impact. Nordjyllandsfonden siger i stedet: Nogle gange kan den største faglige disciplin være at vide, hvornår man skal lade være med at bruge sin magt. 

Fundatsen er både loft og gulv 

Nordjyllandsfonden har en bred fundats. Den skal uddele til almennyttige og velgørende formål efter bestyrelsens frie skøn. Inden for den ramme har bestyrelsen valgt tre områder, det sociale, det kulturelle og det fritidsmæssige, under overskriften “fællesskaber der mærkes”. 

Bo Uggerhøj vender flere gange tilbage til fundatsen som det juridiske og strategiske udgangspunkt. Fundatsen sætter grænserne for, hvilke formål fonden kan støtte, og den definerer samtidig den forpligtelse og det ansvar, fonden er sat i verden for at løfte. 

Han nævner et eksempel på en fond, som gennem en periode ikke havde realiseret det formål, vedtægterne pålagde den, og blev mødt af myndighedernes undersøgelse, spørgsmål og skepsis.  

Pointen er for ham vigtig, nemlig at fundatsen ikke kun er et loft over fondens handlemuligheder. Den er også et gulv under dens aktivitet. En almennyttig fond er ikke sat i verden for at bevare handlefriheden, men for at realisere sit formål. 

Det giver impactdiskussionen en anden karakter. Spørgsmålet er ikke kun, hvor meget en fond bør blande sig. Først kommer spørgsmålet om, hvad den faktisk er forpligtet til at forsøge at opnå. Derefter kommer spørgsmålet om, hvilken rolle den skal spille for at gøre det legitimt og effektivt. 

Impactprincipper som ansøgnings- og vurderingsstøtte 

Fondens eget værktøj er et sæt impactprincipper. Ansøgninger scores på en skala fra 0 til 6 i en spindelvævsmodel. Bo Uggerhøj gør ikke modellen til et dogme, og principperne er under revision. Det interessante er ikke formen, men timingen. 

Impactrammen fungerer som et sæt designspørgsmål, der hjælper ansøgeren til at gøre projektet bedre, før pengene er bevilget. Det er en interessant inversion af den klassiske målelogik, hvor impact ikke kun bruges til at måle fortiden, men til at kvalificere fremtiden. 

Modellen skaber også et nyt spørgsmål om retfærdighed. Hvis den kvalificerende samtale forbedrer ansøgningen, får de aktører, som har adgang til samtalen, en fordel. En marina med kommunale aktører kan lettere få direkte dialog end en lille frivillig forening. Dermed bliver adgang til fondens forståelse af kriterierne i sig selv et fordelingsspørgsmål. 

Sprog er ikke kosmetik 

Fondens revision af impactprincipperne handler blandt andet om sprog. Begrebet bæredygtighed viste sig vanskeligt for mange ansøgere. Derfor ændres formuleringen, selv om den underliggende ambition består. 

Det kan ligne kommunikation, men det er mere grundlæggende. Et kriterium, som for det meste kun professionelle ansøgere forstår, bliver et indirekte adgangskrav. Det sorterer ikke nødvendigvis efter projektkvalitet, men efter organisatorisk kapacitet og kendskab til fondsverdenens sprog. For en fond, der vil være åben over for civilsamfundet i hele dets bredde, bliver sprogets tilgængelighed en del af impactarbejdet. 

Det samme gælder ansøgningsprocessen. Fonden har kortlagt sin sagsgang fra start til slut og bruger blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt en konkret frivillig i en lille forening ville kunne forstå et brev eller et ansøgningskrav. Her bliver administration ikke et neutralt bagland, men et virkemiddel. En dårlig proces skaber friktion og skæv adgang. En god proces kan i sig selv øge fondens rækkevidde. 

Den filantropiske skala 

Bo Uggerhøj bruger begrebet ’den filantropiske skala’. I den ene ende står den klassiske ansøgningsfond, som modtager projekter, vurderer dem og giver tilsagn eller afslag. I den anden ende står den stærkt katalytiske fond, som selv opsøger problemer, designer programmer, samler aktører og måske går ind i drift eller ejerskab. 

Nordjyllandsfonden har bevidst lagt sig tættere på den første ende. Det har den, fordi Fonden vurderer, at dens egen magtposition gør direkte faglig indblanding problematisk. Et råd fra den fond, der finansierer, bliver aldrig kun hørt som et råd. 

Det er en principiel udfordring til tanken om, at fondens faglighed altid er additionalitet. Hvis modtageren ikke reelt kan sige nej, kan rådgivningen glide over i styring. Samtidig gælder det, at hvis fonden samtidig arbejder bredt på tværs af kultur, socialområdet og fritid, er det heller ikke givet, at den kan være den mest specialiserede faglige aktør på alle områder. 

Prisen ved positionen er reel. En tilbageholdende fond opbygger ikke nødvendigvis den dybe domænefaglighed, som mere programbaserede fonde kan bruge som deres særbidrag. Nordjyllandsfondens additionalitet ligger i højere grad i kapital, adgang, risikovillighed, procesdesign og evnen til at åbne muligheder, som andre kan fylde med indhold.

Evaluatoren som buffer mod fondens magt 

Tilbageholdenheden skaber et praktisk problem. Mange ansøgere kan have en stærk idé, men begrænset erfaring med projektudvikling, evaluering eller succeskriterier. De har brug for kritiske spørgsmål, men fonden ønsker ikke selv at stille dem på en måde, der overtager projektet. 

Løsningen på større bevillinger kan typisk være, at fonden kobler en evaluator på allerede fra starten. Evaluatorens primære funktion er ifølge Bo Uggerhøj ikke at kontrollere, om alle KPI'er senere rammes. Deres opgave er at kvalificere og udfordre deres målsætninger og succeskriterier yderligere, og hjælpe dem henimod kvantificerbare resultater. Det ændrer magtforholdet. Evaluatoren har ikke bevillingskompetencen, og et råd kan diskuteres, modsiges eller afvises på en anden måde end et råd fra fonden selv. På den måde får projektet faglig modstand uden, at finansieringsmagten og rådgivningsrollen nødvendigvis smelter sammen. 

Det er en elegant institutionel løsning på en udfordring, som mange fonde har, men sjældent formulerer: Hvordan kan man kvalificere uden at kolonialisere? Nordjyllandsfondens svar er ikke mindre faglighed, men en anden placering af fagligheden. 

Succeskriterierne tilhører ansøgeren 

Den samme logik går igen i evalueringen. Ansøgeren formulerer selv projektets succeskriterier. Fonden kan udfordre realismen, men den fastlægger ikke ensidigt, hvad succes skal være. Når et projekt for eksempel 500 mennesker i stedet for de forventede 1.000, bliver det ikke automatisk kategoriseret som en fiasko. 

Det giver mening, når porteføljen spænder fra håndboldmål til store kunstudstillinger og sociale indsatser. Succes er ikke det samme i alle projekter. Et konkret anlæg kan vurderes relativt direkte. En udstilling kan skabe værdi gennem publikumstal, kunstnerisk kvalitet, institutionel positionering eller noget helt fjerde. 

Men der er en omkostning ved denne tilgang. Når succeskriterierne varierer fra projekt til projekt, bliver det vanskeligere at aggregere resultater på porteføljeniveau. Fonden kan få stor respekt for lokale mål og kontekst. Derimod vil den samtidig have et svagere samlet billede af, hvad hele porteføljen flytter. Det er ikke nødvendigvis en fejl. Det er et strategisk tradeoff. 

Retten til at fejle og grænsen til det offentlige 

Bo Uggerhøj afviser, at fondens opgave er at sikre succes hver gang. Tværtimod ser han risikovillig kapital som en del af fondenes berettigelse. Nogle projekter skal kunne afprøves, netop fordi det offentlige ikke nødvendigvis kan eller bør bære den samme risiko. 

Samtidig trækker Bo Uggerhøj en tydelig grænse mod at erstatte det offentlige. Fonden skal ikke finansiere den behandling, som kommune eller stat har ansvaret for. Den kan supplere, afprøve, udfylde huller og samarbejde med offentlige aktører, men den bør ikke gøre sig til permanent finansieringskilde for kerneopgaver. 

Det er additionalitet i en praktisk version. Fondens værdi ligger ikke bare i, at den betaler, men i at den kan betale for noget, som ellers ikke ville blive prøvet, eller som ikke passer ind i de almindelige offentlige rammer. Grænsen bliver lige så vigtig som ambitionen.

Ikke al læring skal skaleres 

Bo Uggerhøj udfordrer også en anden udbredt forestilling: at alle gode erfaringer skal skaleres og deles bredt. Han spørger, hvor relevant viden fra et konkret projekt egentlig er for andre end den organisation og målgruppe, som projektet vedrører. 

Det er et nyttigt korrektiv. Spredning koster tid og penge, og ikke al viden er generaliserbar. Spørgsmålet kan også vendes om: Hvis fonden bruger risikovillig kapital til at finansiere eksperimenter, har den så et særligt ansvar for at identificere de erfaringer, der faktisk kan have værdi ud over det enkelte projekt? 

Her ligger en af de mest interessante strategiske afvejninger for en ansøgningsbaseret fond. Hvornår er et vellykket projekt nok i sig selv, og hvornår har fonden finansieret en erfaring, som feltet bør kunne bygge videre på? Svaret behøver ikke være det samme hver gang, men spørgsmålet bør stilles bevidst. 

Fra bankudbytte til evighedsmaskine 

Nordjyllandsfondens økonomiske grundvilkår har ændret sig markant. Fonden, som tidligere hed Spar Nord Fonden og ejede godt 20 procent af Spar Nord Bank, solgte aktierne til Nykredit. Ifølge Bo Uggerhøj gav salget fonden godt 5 milliarder kroner, og i marts 2026 skiftede den navn til Nordjyllandsfonden. Uddelingsbudgettet for 2026 er ifølge ham 160 millioner kroner, hvoraf 40 millioner er øremærket lokale formål. 

Før var uddelingskapaciteten tæt knyttet til bankens udbytte. Nu skal formuen forvaltes, og afkastet finansierer uddelingerne. Bo Uggerhøj kalder formuen en “evighedsmaskine”. Det rejser samtidig et nyt strategisk spørgsmål: Skal en del af kapitalen selv arbejde med samfundsmæssige formål gennem impactinvesteringer? 

Der er endnu ikke truffet en beslutning. Men for netop Nordjyllandsfonden er spørgsmålet særligt interessant. Hvis fonden vil være tilbageholdende i selve projekterne, kan investeringssiden være et sted, hvor den øger sin påvirkning uden at flytte sig markant på den filantropiske skala. Kapitalen kan få flere funktioner, uden at fonden nødvendigvis tager mere ejerskab over ansøgernes løsninger. 

Den ansøgningsbaserede model kan være en strategi 

Nordjyllandsfondens position er et vigtigt korrektiv til en tendens, hvor strategisk og katalytisk filantropi let kommer til at stå som et højere udviklingstrin end den klassiske ansøgningsmodel. Interviewet viser, at en ansøgningsbaseret model også kan være resultatet af en bevidst analyse af magt, kompetence og additionalitet. 

Det fritager ikke modellen for svagheder. Fonden skal stadig håndtere, at nogle ansøgere har lettere adgang til kvalificerende dialog end andre. Den skal finde en måde at lære på tværs af projekter uden at presse dem ind i samme succeskriterier. Den skal kunne identificere, hvornår en erfaring bør deles bredere. Endelig skal den kunne forklare, hvad dens samlede portefølje bidrager med, hvis den ikke vil styre mod én fælles outcome logik. 

Samlet står den grundlæggende pointe stærkt. Den er, at mere fondsinvolvering ikke automatisk er ensbetydende med bedre filantropi. Nogle gange kan fondens vigtigste ansvar være at beskytte modtagerens ejerskab og sørge for, at pengene ikke gør fondens egne idéer mere autoritative, end de fortjener at være. 

Det er en særlig form for impactdisciplin både at tage ansvar og at være præcis om, hvilket ansvar man faktisk har. Nordjyllandsfonden har valgt at stille rammer, kapital og spørgsmål til rådighed og derefter lade projektet forblive hos dem, der skal gennemføre det. “Det er deres projekt,” siger Bo Uggerhøj. I en sektor, hvor mere aktiv fondsstyring ofte bliver fremstillet som vejen til større impact, er det en position, der fortjener at blive taget alvorligt. 

Next
Next

SAMTALE MED AUGUSTINUS FONDENS DIREKTØR FRANK RECHENDORFF MØLLER