Article: Denmark Cannot Afford to “Wait and See” on Trump’s Drug Pricing Policy

(in Danish)

Kommentar af
Ida Sofie Jensen, Senior Advisor, not a box
Torben Bundgaard Vad, Senior Director, not a box

Hvad hvis livsvigtig medicin forsvinder fra hylderne?

Forestil jer et Danmark, hvor de nyeste og mest effektive kræftbehandlingsmidler aldrig når frem til de danske patienter, fordi lægemiddelvirksomhederne har valgt at lancere dem i Norge eller Tyskland i stedet. Det er ikke ren science fiction. Det er bare et af de fremtider, vi kan tegne, når vi vurderer konsekvenserne af Donald Trumps Most Favoured Nation-princip (MFN) for det danske sundhedssystem med brug af scenariemetoden.

MFN-princippet betyder, at USA vil have den laveste pris, som lægemiddelvirksomhederne tager i ni udvalgte referencelande - heriblandt Danmark. Dermed risikerer vi at blive mindre attraktive at sælge til end fx Norge, der ikke er udpeget som referenceland. Årsagen er, Danmark historisk set har været dygtige til at forhandle store prisrabatter på nye lægemidler, og de prisrabatter vil nu efter MFN-princippet blive direkte overført til priserne i USA. I Norge derimod vil producenterne fortsat kunne give rabat uden, at det får indflydelse på priserne i USA, fordi Norge ikke er udpeget som referenceland.

Resultatet kan derfor blive, at producenterne vælger ikke at markedsføre lægemidlerne i Danmark eller trækker de eksisterende produkter fra markedet for at undgå, at det lavere prisniveau i Danmark får direkte indflydelse på priserne i USA. For danske patienter vil det betyde, at helt nye behandlinger med bedre effekt eller behandlinger uden nogen alternativer i bedste fald vil blive forsinkede og i værste fald trukket fra markedet eller slet ikke vil blive lanceret i Danmark.

At det ikke er små tal, det drejer sig om, fremgår af Medicinrådets årsrapport, der oplyser, at Medicinrådet alene sidste år vurderede 84 nye lægemidler, der kan have en afgørende forskel for danske patienter og for en dansk-baseret life-science sektor, der aktuelt står for hele 20 procent af den samlede danske eksport.

Situationen kan hurtig blive meget alvorlig. Skrækscenariet er, at nye effektive behandlinger og livsvigtig medicin uden nogen alternativer til f.eks. kræftpatienter og hjerte-kar-patienter ikke længere vil kunne fås i Danmark. Det kan derfor kun gå for langsomt med at få overblik over de mulige udviklinger og konsekvenser. Og derfor kan det også kun hilses velkommen at regeringen før sommerferien fik nedsat en taskforce med deltagelse af centrale statslige og regionale aktører, dansk erhvervsliv og patientorganisationer. Taskforcen skal understøtte videndeling, skabe overblik, og drøfte handlemuligheder.

Det er afgørende ikke bare at få startet arbejdet op hurtigt men også få startet på den rigtige måde. Risikoen er at taskforcen bliver endnu et dialogforum, hvor alvoren og de mulige konsekvenser af MFN ikke overskues i tide og ikke giver grundlag for præcis strategi og handling. Eller hvor den handling der besluttes, bliver for simpel, og ikke svarer tilstrækkelig på udfordringerne.

Vi kan godt blive nervøse for at taskforcen ikke får overskuet og handlet i tide, når vi læser at en central del af kommissoriet går ud på at "løbende vurdere situationen og udviklingen" fremfor mere proaktivt at omfavne og analysere usikkerhederne. For usikkerhederne udgør jo selve kernen i problemet.

Ingen ved, om MFN-princippet overlever et præsidentskifte, om EU finder et fælles svar, eller om vi vil opleve at life-science industrien reelt vil begynde at trække produkter, forskning og innovation ud af det lille danske marked. Den slags usikkerheder løses ikke med én prognose. Det kræver en seriøs scenariemetodik.

Scenariemetoden imødegår, som forfatteren Carlo Masala skriver, ”intellektuel dovenskab og for korte politiske tidshorisonter”. Et scenarie udgør én mulig udvikling, men det er ikke den eneste måde, begivenhederne kan udfolde sig på. Formålet er ikke at spå om fremtiden, men at vække til eftertanke, så flere tænker med og tænker videre. Man gennemspiller ofte scenarier for, at det værste netop ikke skal ske.

Det er den logik, MFN-taskforcen bør arbejde efter. I stedet for kun at "vurdere konsekvenserne", som kommissoriet lægger op til, bør taskforcen konkret gennemspille flere scenarier, fra best case, hvor markedet finder sit leje, fordi Europa er for besværligt at opgive, til worst case, hvor livsvigtig medicin trækkes ud af det danske marked, og udgifterne til tilskudsmedicin flerdobles.

Ved at gennemspille yderpunkterne, og det, der ligger imellem, kan taskforcen pege på de indikatorer, der reelt afgør retningen: Hvornår udskyder virksomhederne lanceringer? Hvornår rykker EU sig på fælles indkøb eller nye prismodeller? Hvilke danske greb, fællesindkøb, mængdebaserede aftaler, alliancer med større lande, virker/forværrer situationen i hvilket scenarie? Den slags spørgsmål er svære at stille, når man blot venter på, at fremtiden tegner tydeligere. Spørgsmålene er meget lette at stille, hvis fremtiden allerede er gennemspillet.

Med en taskforce, der kun mødes hver sjette uge, og en amerikansk politik der kan ændre sig fra dag til dag, med et pennestrøg, har Danmark ikke råd til bare at vente og se. Vi har brug for at tænke forskellige fremtider igennem, mens der stadig er tid til at handle på dem.

Artiklen blev bragt i Altinget.dk 19.08.28